Om

Sådan arbejder jeg

I de første samtaler er jeg optaget af at få et så præcist billede som muligt af den situation, du eller I befinder jer i. Jeg spørger derfor ikke kun til det problem, der umiddelbart bringer dig til samtalen, men også til de relationer, erfaringer og livsomstændigheder, det indgår i. Det kan være din familiehistorie, tidligere erfaringer, arbejde, børn, parforhold eller andre forhold, som har betydning for, hvordan dit liv fungerer nu. Ikke alt er nødvendigvis lige relevant. En del af mit arbejde består netop i at finde ud af, hvad der er. Jeg lægger med andre ord ikke bare øre til, men delagtiggør dig i mine overvejelser. Jeg fortæller, hvad jeg hæfter mig ved, hvilke sammenhænge jeg ser, og hvor jeg bliver i tvivl. Jeg lægger med andre ord ikke bare øre til, men delagtiggør dig i mine overvejelser. Jeg ser det som min opgave at afgrænse og forenkle det problem, du kommer med. Ikke for at reducere det, men for at gøre det håndgribeligt.

Samtalen skal føre et sted hen: gøre noget synligt, som før var uklart, skelne mellem det væsentlige og det mindre væsentlige og åbne nye muligheder for at handle. Jeg ser ikke enhver mulig fortolkning som noget, der nødvendigvis skal holdes åbent. Afgrænsning er også en faglig handling. Den gør det muligt at bevæge sig et nyt sted hen.

Hvad arbejder jeg med?

Jeg arbejder med psykiske vanskeligheder, relationelle problemstillinger, komplekse livssituationer og overgange.

Uanset om du blot har en vag idé om, hvad problemet er, står midt i en uoverskuelig situation, har fået en diagnose eller overvejer, om en diagnose er nødvendig for at kunne håndtere dit liv, er min opgave at afdække, hvordan dine vanskeligheder indgår i det liv, de relationer og de sammenhænge, du i øvrigt skal fungere i.

Det kan være en familie, hvor et barns vanskeligheder hænger sammen med forhold i familien, skolen, mellem søskende eller forældrenes forskellige positioner. Et par, hvor problemet både handler om deres relation og om børn, arbejde, priroteter, økonomi eller forskellige forestillinger om familien. Eller et menneske i en vanskelig livssituation, hvor en diagnose måske er relevant, men ikke i sig selv forklarer, hvorfor livet er blevet vanskeligt, eller hvad man skal gøre nu.

Samtalen bruges til at udfolde og reorganisere den forståelse, du eller I kommer med. Undervejs bringer jeg psykologisk teori og menneskelige erfaringer i spil for at identificere sagens centrale tematikker, dynamikker og sammenhænge og åbne for andre synsvinkler. Formålet er at skabe overblik, styrke funktionsevnen og øge dømmekraften.

Personlige erfaringer

Jeg har fem børn i alderen 14–29 år og en mand, Nikolaj, som jeg har været gift med i 25 år. De sidste fjorten år vi boet i Sydfrankrig, i en lille middelalder by med 7.000 indbyggere på toppen af et bjerg med udsigt over det smukke Middelhavs landskab.

At danne familie i en fremmed kultur, omgivet af et andet sprog, andre vaner og andre forestillinger om, hvordan familielivet kan leves og hvordan et samfund organiseres for at støtte familiedannelse og forældreskab, har formet min interesse i netop disse områder. Men det mere overordnede udbytte af at leve i en fremme kultur, har været en skærpet evne til at iagttage, lytte og forsøge at forstå, før jeg danner hypoteser og fortolker det, jeg ser. Den erfaring tager jeg med ind i mine samtaler.

Faglig baggrund

Jeg er cand.psych., ph.d. i udviklingspsykologi og autoriseret psykolog. Igennem snart 25 år har jeg formidlet og omsat psykologisk viden i mange forskellige sammenhænge, til mange forskellige målgrupper og problemstillinger.

På tværs af meget forskellige kontekster har der været en rød tråd i mit arbejde: Jeg har brugt psykologien som redskab til systematisk problembestemmelse og analyse med henblik på at udvikle kapaciteten til at reflektere, skifte perspektiv og kvalificere dømmekraft.

Jeg arbejder derfor ikke ud fra én fast psykologisk forståelsesramme, men lader problemets karakter og kontekst være bestemmende for, hvilke perspektiver der bringes i spil. Psykologien er for mig en iagttagelsesform, og ikke blot teorier, metoder og kategorier vi kan betragte et problem igennem. Jeg arbejder derfor ikke ud fra én fast psykologisk forståelsesramme, men lader problemets karakter og kontekst være bestemmende for, hvilke perspektiver, begreber, analyser og forklaringer jeg bringer i spil.