Essays
Familiedannelse
Jeg har født fem børn. De er vokset op over tre årtier og under meget forskellige samfundsmæssige forestillinger om familieliv og forældreskab.
Efter fjorten år i Frankrig er vores familie også blevet dannet i et samfund, hvor forældreskab, familiedannelse, hverdagsliv og skole forstås anderledes end i Danmark. Det, der er et problem det ene sted, er det ikke nødvendigvis det andet. Og det, der i Danmark kan opleves som et næsten uløseligt dilemma, kan i en anden kulturel sammenhæng være en bagatel.
Noget af det første, vi lærte i Frankrig, var betydningen af livret de famille. Gang på gang blev vi bedt om at vise det. Når børnene skulle indskrives i børnehave, skole eller gymnasium. Når vi havde kontakt med myndighederne. Som familie skulle vi kunne dokumentere vores fællesskab.
Livret de famille er et officielt fransk familiedokument. Det samler familiemedlemmernes civilstandsoplysninger og følger familien gennem dens liv. Fødsler kommer til. Ægteskab registreres. Skilsmisse registreres. Dødsfald registreres. Dokumentet ændrer sig, fordi familien ændrer sig.
Som dansk familie havde vi ikke et tilsvarende dokument. I mange år tænkte jeg ikke nærmere over det. Det var blot endnu en administrativ forskel mellem Frankrig og Danmark.
Først da vores børn var blevet større, begyndte dokumentets form at interessere mig. For livret de famille registrerer ganske vist juridiske begivenheder, men det gjorde samtidig noget andet synligt for mig: En familie har en historie.
Ikke alene en historie bestående af fødsler, ægteskaber, skilsmisser og dødsfald, men en historie skabt af de erfaringer, familien gør sammen, mens den lever.
Måden den samarbejder på.
Måden den håndterer konflikter på.
Måden den fordeler ansvar på.
Måden den træffer beslutninger på.
Måden den kommer igennem kriser på.
Måden den holder sammen på.
Disse erfaringer forsvinder ikke, når situationen er overstået. De bliver en del af familiens historie og får betydning for, hvordan familien møder den næste situation. Familien udvikler med andre ord ikke alene sine medlemmer. Familien udvikler også sig selv.
Det førte mig til et spørgsmål, som siden er blevet centralt for mit psykologiske arbejde med familier:
Hvad sker der, hvis vi gør familiens fælles erfaringshistorie til genstand for psykologisk analyse?
I familieterapeutisk arbejde findes allerede metoder til at kortlægge familiens historie. Genogrammet er eksempelvis udviklet som et redskab til at fremstille familien over tid og undersøge relationer, mønstre og den sociale sammenhæng, familien indgår i.
Mit spørgsmål er et lidt andet. Jeg interesserer mig for, hvordan familiens fælles erfaringer med at fungere som familie kan undersøges og reorganiseres: Hvad har familien lært om samarbejde? Hvordan håndterer den uenighed? Hvem tager ansvar og hvornår? Hvordan fungerer dens autoritet? Hvad sker der med loyaliteten under pres? Og hvilke erfaringer giver familien videre til sine børn om det at være en del af et socialt fællesskab?
Det er denne fælles erfaringshistorie, jeg gør til genstand for psykologisk analyse.
Og hvad kan en sådan tilgang til familien bidrage med i det psykologiske arbejde med familiedannelse og forældreskab? Hvordan kan ideen om at dokumentere familien som fællesskab styrke dens tilblivelse, funktionsevne og sammenhængskraft?
Hvordan arbejder jeg med familien?
Mit arbejde med familier, par, der ønsker børn, og forældre til børn på alle udviklingstrin tager udgangspunkt i familien som et socialt fællesskab.
Jeg interesserer mig derfor ikke alene for relationen mellem det enkelte barn og den enkelte forælder. Jeg undersøger, hvad familien gennem sit fælles liv har lært og ved om det at fungere som familie. Eller hvilke forestillinger om familie der er til stede i en kommende familie.
Hvordan samarbejder familien? Hvordan fordeles ansvar? Hvordan udøves autoritet? Hvad sker der med loyaliteten, når familien kommer under pres? Hvordan håndteres uenighed? Kan familiens medlemmer tage hinandens perspektiv uden nødvendigvis at opgive deres eget? Kan følelser rummes uden automatisk at blive styrende for familiens beslutninger? Og hvordan træffer familien beslutninger, når forskellige hensyn står over for hinanden?
Det er på den baggrund, jeg arbejder med det, jeg betegner som familiens grundforhold:
Ansvar · Autoritet · Samarbejde · Loyalitet · Solidaritet · Perspektivtagning · Distance til følelser · Dømmekraft
Grundforholdene er ikke opdragelsesprincipper eller individuelle egenskaber. De betegner sociale betingelser, der etableres og vedligeholdes gennem familiens daglige praksis, og som har betydning for familiens sammenhængskraft, funktionsevne og mulighed for at håndtere de forandringer og belastninger, familielivet indebærer.
Når en familie kommer med en problemstilling, undersøger jeg derfor, om et eller flere af familiens grundforhold er kommet under pres, og om problemet kan forstås og bearbejdes ved at styrke et eller flere af dem.
Jeg placerer dermed ikke på forhånd problemet hos et bestemt familiemedlem eller i en bestemt relation. Jeg undersøger familien som social enhed og ser på, hvordan dens grundforhold fungerer hver for sig og i samspil: Er ansvaret blevet uklart eller uhensigtsmæssigt fordelt? Er autoriteten svækket? Er samarbejdet blevet vanskeligt? Er loyaliteten eller solidariteten under pres? Er følelsesmæssige reaktioner blevet så styrende, at de begrænser familiens perspektivtagning og dømmekraft?
På den måde undersøger jeg ikke alene det aktuelle problem, men hvilken erfaringshistorie problemet indgår i, hvilke grundforhold det aktualiserer, og hvilke nye erfaringer familien har brug for at gøre.
Hvordan kommer familiens grundforhold til syne?
Familiens grundforhold kommer til udtryk i den måde, familien fungerer på i hverdagen: hvordan ansvar fordeles, beslutninger træffes, uenighed håndteres, familiens medlemmer samarbejder, og forskellige behov og interesser afvejes. Grundforholdene er derfor ikke abstrakte værdier. De er noget, familien praktiserer.
Når et eller flere grundforhold svækkes, kan det påvirke familiens evne til at håndtere de problemer, den møder. Uklare ansvarsforhold kan skabe tilbagevendende konflikter. Svækket autoritet kan gøre beslutninger vanskelige at træffe og fastholde. Svækket samarbejde kan betyde, at problemer, familien tidligere kunne løse i fællesskab, bliver fastlåste. Og når følelsesmæssige reaktioner får for stor indflydelse på familiens handlinger, kan perspektivtagning og dømmekraft blive vanskeligere.
Grundforholdsanalysen gør det muligt at identificere, hvor familiens funktionsevne er under pres, og om den aktuelle problemstilling kan bearbejdes ved at styrke et eller flere af disse forhold.
Hvordan styrkes familien af arbejdet med dens grundforhold?
Arbejdet retter sig herefter mod familiens konkrete praksis.
Ansvar styrkes ved, at ansvar placeres, overtages og bæres. Samarbejde styrkes gennem erfaringer med faktisk at løse noget sammen. Autoritet styrkes, når de voksne bliver i stand til at træffe og fastholde beslutninger, også når de møder modstand. Perspektivtagning udvikles, når flere perspektiver kan indgå i forståelsen af en situation. Og dømmekraft udvikles gennem erfaring med at afveje forskellige hensyn og træffe beslutninger, også når der ikke findes en enkel eller konfliktfri løsning.
Målet er derfor ikke alene, at familien får en ny forståelse af sit problem. Målet er, at familien udvikler sin kapacitet til at håndtere det.
Det sker gennem nye erfaringer med at fungere som familie: at kunne løse en konflikt, træffe en vanskelig beslutning, fordele ansvar, stå sammen under pres, rumme uenighed eller finde en vej gennem en situation, der tidligere oplevedes fastlåst.
Sådanne erfaringer bliver en del af familiens fælles erfaringshistorie. Familien har ikke blot fået at vide, hvordan den kunne have handlet. Den har gjort erfaringer med, at den kan handle anderledes.
Når familien næste gang møder modstand, konflikt eller forandring, står den derfor ikke alene med en større forståelse af sig selv. Den har udvidet sit repertoire for, hvad den som familie er i stand til at gøre.
Det er denne kapacitetsopbygning, jeg forstår som en styrkelse af familien. Og det er også her, arbejdet får en forebyggende betydning: Målet er ikke at forudsige og forhindre bestemte problemer, men at øge familiens kapacitet til at møde problemer, forandringer og belastninger, når de opstår.Læs mere om min tilgangs videnskabelige og teoretiske grundlag
Familien som social enhed
Mit arbejde tager udgangspunkt i familien som social enhed. Det betyder, at jeg begynder analysen et andet sted end den udviklingspsykologiske tradition, hvor barnet og især relationen mellem barnet og forælderen ofte bliver analysens udgangspunkt.
Jeg flytter dermed spørgsmålet fra:
Hvordan skal forældreevnen formes, for at barnet udvikler sig bedst muligt og trives?
til:
Hvad er formålet med at vokse op i en familie, og hvilke sociale betingelser skal være til stede, for at familien kan udvikle socialt rettede individer?
Det skift er afgørende. Familien er ikke alene rammen omkring barnets individuelle udvikling. Den er barnets første sociale fællesskab og dermed også det første sted, hvor barnet gør erfaringer med de betingelser, der gør et fælles liv muligt.
Jeg forstår karakterdannelse som den proces, hvor erfaringerne fra dette fælles liv gradvist bliver til barnets egne sociale dispositioner. Barnet fødes ikke med ansvar, loyalitet, samarbejdsevne eller dømmekraft. Disse dispositioner udvikles gennem deltagelse i familiens fællesskab.
Barnet lærer ansvar ved at få ansvar. Det udvikler samarbejdsevne ved at samarbejde. Det lærer at tage hensyn ved at erfare, at andre mennesker også har behov, interesser og grænser, som må indgå i det fælles liv. Familiens sociale betingelser bliver på den måde gradvist en del af barnets handlerepertoire og måder at tænke på.
Fra Hal Koch til familien
Min socialisationsteoretiske model er blandt andet inspireret af den danske demokratitænker Hal Kochs interesse for de grundlæggende betingelser, der bærer et fællesskab.
Hvor Koch interesserede sig for de betingelser mellem mennesker, der gør demokratiet som fællesskab muligt, retter jeg spørgsmålet mod familien som samfundets mindste sociale fællesskab:
Hvilke sociale betingelser bærer familien som fællesskab?
Min model bygger på den antagelse, at familier – på tværs af livsform, kultur og livsfase – må etablere og vedligeholde en række grundlæggende sociale betingelser for at kunne fungere som fællesskab.
Disse betingelser betegner jeg som familiens grundforhold.
Grundforholdene har dermed en dobbelt betydning. De er betingelser for familiens egen sammenhængskraft og funktionsevne. Men de udgør samtidig den sociale virkelighed, hvorigennem den næste generation gør sine første erfaringer med, hvad det kræver at være en del af et fællesskab.
Hvor kommer idéen om familiens grundforhold fra?
I forbindelse med en omfattende kortlægning af den tidlige universelle indsats’ sundhedspolitiske udvikling stødte jeg på ordet grundforhold i Hal Kochs arbejde i forbindelse med Ungdomskommissionen. Begrebet hang fast. Jeg tror, det var, fordi det satte ord på noget, som den moderne udviklingspsykologi sjældent har haft et egentligt sprog for: familien som en social enhed med nogle grundlæggende forhold, der må udvikles og vedligeholdes, hvis familien skal kunne fungere som fællesskab.
Når jeg her skriver moderne udviklingspsykologi, mener jeg mere præcist de klinisk orienterede og udviklingspsykopatologiske teorisystemer, der gennem de seneste årtier har fået meget stor indflydelse på vores forståelse af børn, forældreskab og familieliv. Tilknytning, følelsesmæssig regulering, sensitivitet, responsivitet og mentalisering er blevet centrale begreber – ikke alene i psykologien, men også i den professionelle vejledning af forældre.
Jeg har beskæftiget mig omfattende med denne udvikling i en dansk sammenhæng. I min bog Forebyggelsesbørn kortlægger jeg de forvaltningsmæssige rammer omkring graviditet, forældreskab og familiedannelse og undersøger, hvordan staten siden begyndelsen af 2000’erne gradvist har opbygget en fintmasket universel tidlig indsats, hvor tilknytningsorienterede forestillinger om barnets udvikling har fået en central placering.
Det er ikke mit eget udgangspunkt for arbejdet med familien.
Det skyldes ikke, at jeg betragter tilknytning som uvæsentlig. Det skyldes, at tilknytningsteorien er et videnskabeligt teorisystem og dermed én bestemt måde at beskrive barnets udvikling på. Når en teori bliver meget udbredt, kan dens grundantagelser efterhånden komme til at fremstå som selve virkeligheden. Det bliver vanskeligt at få øje på, at familien kan undersøges ud fra helt andre spørgsmål.
John Bowlbys tilknytningsteori er et originalt og omfattende teorisystem. Hos Bowlby er attachment imidlertid ikke blot hverdagssprogets betegnelse for den forbindelse eller samhørighed, der kan eksistere mellem mennesker. Begrebet indgår i en specifik teori om et biologisk funderet adfærdssystem, hvis funktion er at sikre barnets nærhed til en omsorgsperson. Tilknytning får sin betydning gennem det samlede teorisystem, det indgår i.
Det har betydning, fordi en tilknytningsteoretisk analyse får os til at stille bestemte spørgsmål til familien. Vi kommer eksempelvis til at interessere os for barnets signaler og behov, den voksnes sensitivitet og responsivitet, følelsesmæssig regulering, tryghed og kvaliteten af relationen mellem barnet og omsorgspersonen.
Men familien kan undersøges fra et andet udgangspunkt.
Mit spørgsmål er ikke først og fremmest, hvordan den enkelte forælder kan forme sin relation til barnet, så bestemte psykologiske udviklingsbetingelser tilvejebringes. Jeg spørger:
Hvad skal være til stede mellem mennesker, for at en familie kan fungere som et socialt fællesskab?
Det var her, Hal Kochs begreb grundforhold blev produktivt for mig.
Koch brugte ikke begrebet til at udvikle en teori om familien. Det er min anvendelse. Det interessante hos Koch er selve bevægelsen: at et fællesskabs bæredygtighed kan undersøges gennem de grundlæggende forhold mellem de mennesker, der udgør det.
Jeg flytter dette spørgsmål til familien.
Hvis familien betragtes som samfundets mindste sociale fællesskab, må den også etablere nogle forhold, der gør den i stand til at fungere som et sådant. Der skal kunne fordeles ansvar. Nogen må kunne udøve autoritet. Familiens medlemmer må kunne samarbejde og være loyale over for noget, der rækker ud over deres øjeblikkelige individuelle interesser. De må kunne tage hinandens perspektiv, tåle følelsesmæssig modstand og træffe beslutninger, når forskellige hensyn ikke uden videre kan forenes.
Det er disse forhold, jeg betegner som familiens grundforhold:
Ansvar · Autoritet · Samarbejde · Loyalitet · Solidaritet · Perspektivtagning · Distance til følelser · Dømmekraft
Grundforholdene er dermed ikke tænkt som endnu en teori om, hvordan forældre bør være over for deres børn. De flytter selve analyseenheden.
Jeg begynder ikke med barnet eller relationen mellem barnet og forælderen. Jeg begynder med familien som social enhed og undersøger de forhold, der gør den i stand til at fungere som fællesskab.
Det er også dér, min psykologiske praksis begynder.
✎